logo

Citybois exit

I går lå hele familien samlet i sofaen og så X-Factor semifinalen. Vi gættede allesammen på hvem der kom i finalen, og min store datter på nææææsten 12, holdt stædigt fast ved, at de teenage-appelerende drenge på ingen måde kunne ryge ud. Det var med hån og spot, at hun proklamerede, at jeg absolut ikke fattede noget som helst af musik og seerstemmer, da jeg i ren omsorg ville forberede hende på, at den store ulykke kunne ske.

Og AK AK AK – det skete. Alt brast, jeg er stadig ved at opklare hvad der røg ind i væggen, og pistaicheskallerne, der blev sparket rundt på gulvet træder jeg stadig op i mine sårbare fodpuder. Hun græd ligefrem.

Hun lignede pigen i midten - samme tilstand.

Hun lignede pigen i midten – samme tilstand.

I situationen synes jeg det var stærkt overdrevet, men i dag, hvor snakken selvfølgelig fortsætter med snydeoptælling af stemmer osv. Bliver jeg nødt til at putte det ind i en anden kontekst, simpelthen for at forstå min arme datter.

Det er jo bare fuldstændig og aldeles menneskeligt at reagere på denne måde.

  1. Først finder vi en passion/forelskelse
  2. Så dyrker vi den, vi udbygger stærkere binding og fascination af personen/gruppen …
  3. Passionen/ forelskelsen  bringer os glæde, vi dyrker den og kommer helt tæt på, vi kan ikke forestille os et liv uden den.
  4. Forholdet ryger i farezonen, andre mennesker taler til os om et muligt brud. Dette nægter vi med foragt og forsvar for denne eller dette.
  5. Forholdet ryger. Vi er i en slags chok. Vi er knuste over at dette kunne ske, vi forstår det ikke. Græder, skriger og bliver vrede.
  6. Vi bortforklarer og leder efter nogle at give skylden for dette brud.
  7. Med tiden vil forholdet komme på afstand og blot blive nævnt i en parentes i ny og næ.

Så hey, det er da fuldstændig naturligt at reagere så hysterisk som min datter og din datter gør på drengenes exit, det er en fase der er så hjertelig, og som voksne skal vi huske at anerkende fremfor at håne og spotte når der kommer reaktioner, der rent faktisk ligger umådelig tæt på en reaktion vi meget hurtigt selv ville kunne blive ramt af.

Dermed ikke sagt, at jeg i dette øjeblik ikke har lyst til at råbe HOLD SÅ KÆFT til min datter, der stadig sidder og snakker om sin konspirationsteori på stemmesiden.

Dog, jeg synes også de skulle have ramt finalen – det er sgu da PASSION!

 

 

Skriv en kommentar

*

captcha *